January 8, 2010
Overtagelse af aktiviteter
FREJA Transport & Logistics A/S overtager speditionsaktiviteterne i Intertrucking/Cargo Nord Distribution Aps.
FREJA Transport & Logistics A/S overtager pr. 11. januar 2010 samtlige de ikke vognmandsrelaterede aktiviteter samt hovedparten af de funktionæransatte i Intertrucking Aps.
Intertrucking/Cargo Nord Distributions Aps har drevet sine aktiviteter ud fra terminaler i Hedensted og Hjallerup v/Aalborg, med stor ekspertise i kundespecifikke nationale distributionsløsninger. I erkendelse af, at de skærpede markedsforhold kræver størrelse og tyngde for at bevare konkurrencedygtigheden har Intertrucking valgt at sælge sine speditionsrelaterede aktiviteter, herunder samtlige kundeaftaler, til FREJA Transport & Logistics A/S.
For FREJA betyder tilførsel af dels medarbejdere dels aktiviteterne, at vi er i stand til at tilbyde endnu bedre dækning, og dermed service i vores nationale distributionssystem, idet vi bl.a. med terminalen i Hjallerup kommer væsentligt tættere på vores Nordjyske kunder.
I samme forbindelse kan vi oplyse, at vi i Danmark også her i januar tager vor nye terminal scanningssystem samt online POD i brug, hvilket er det første vigtige skridt på vej mod ”real time track and trace”.
Opkøbet forventes i indeværende år at bidrage med en omsætning på DKK 30 mio.
FREJA Transport & Logistics A/S med hovedsæde i Skive og danske afdelinger i Taastrup, Stilling og nu også Hjallerup v/Aalborg, beskæftiger i hele den nordiske koncern hermed ca. 600 medarbejdere. Der forventes en omsætning i 2010 på ca. DKK 2 mia. i koncernen.
For yderligere information bedes de venligst kontakte undertegnede på tlf. +45 9670 5101 eller adm. direktør Jesper E. Petersen på tlf. +45 9670 5300.
Jørgen J. Hansen / Bestyrelsesformand
back